Sådan indbrudssikrer du dine vinduer og døre

0
43
Indbrudstyv

Indbrud er en husejers værste mareridt. Det at komme hjem til et opbrudt hjem, hvor ens ejendele er stjålet, og hvor man måske er så uheldig, at tyvene har begået hærværk også, er en oplevelse, som man aldrig glemmer. Det skaber utryghed og usikkerhed hos husets beboere at vide, at der har været ubudne gæster i ens private hjem. Men heldigvis kan du selv gøre rigtig meget for at indbrudssikre dit hjem. Du kan læse med her og få en guide til indbrudssikring af dine vinduer og døre.

Indbrudssikring af dine vinduer

En indbrudstyvs foretrukne adgang til et hus er gennem et vindue, så er der al mulig grund til at indbrudssikre dine vinduer. Tyven vil som oftest udvælge sig et vindue, som ikke kan ses af naboer eller folk på gaden. På den måde har tyven mulighed for i ro og fred at bryde ind i huset. Det vil tyven gøre ved enten at smadre vinduet, at bryde eller bore vinduesrammen ud og pille ruden ud eller ved at fjerne udvendige lister og tage ruden ud.

Hvis du står foran en udskiftning af dine vinduer, så vær opmærksom på at få valgt nye vinduer med indbrudssikring. Selvom du tænker præventivt, behøver du ikke at gå på kompromis med hverken funktionalitet eller design. Find masser af billige vinduer i standard- og specialmål og skærm dig samtidig mod ubudne gæster.

For at undgå at en ubuden gæst får adgang via dine vinduer, kan du sikre dig ved følgende tiltag:

Du kan sætte gitre eller tremmer for vinduerne. Dette vil være en oplagt, hvis det drejer sig om sikring af lavt siddende vinduer eller kældervinduer.

Du kan sætte sikkerhedshasper på vinduerne, så de ikke kan åbnes udefra.

Du kan sætte hærdet glas i vinduet. Hærdet glas er nemlig meget sværere at smadre end almindelige vinduesglas.

Du kan benytte envejsskruer i vinduesrammen, så den ikke kan bores op.

Du kan forstærke vinduesrammerne med jernplader eller dækskinner, så rammerne ikke kan brydes op.

Indbrudssikring af dine døre

Når en indbrudstyv bryder ind i et hjem, sker det oftest gennem terrasse- eller altandøren. Det sker dog også, at tyven får adgang via hoveddøren. Det betyder, at når du skal sikre dit hjem, skal du både sikre din hoveddør og dine andre yderdøre.

Som det er tilfældet med indbrud via vinduer, så vælger indbrudstyven helst en ugeneret dør at bryde ind gennem. Du kan undgå dette ved at skære høje træer og buske ned, så forbipasserende eller naboer har frit udsyn til dit hus. Du kan også opsætte ekstra belysning, f.eks. med bevægelsessensorer.

Gode råd til sikring af dine døre:

Du kan sørge for, at dine døre er solide, således at tyven ikke kan sparke døren ind eller bryde døren eller dørkarmen op.

Du kan vælge en lås, som kræver nøgle på både indvendig og udvendig side. På den måde kan tyven ikke bruge døren som flugtvej.

Du kan sikre dørene ved at påsætte en suppleringslås. Det har den effekt, at døren kan modstå mere belastning end ved kun en enkelt lås.

Hvis du har en terrassedør, kan du få montere en lås i døren.

Hvad er sandsynligheden for indbrud?

Det spørgsmål kan være svært at svare på, men det er hvert fald sikkert, at du kan forbedre sandsynligheden for at undgå indbrud ved at indbrudssikre dit hjem så godt som muligt. Der kan dog desværre ikke gives nogen garantier for, at en potentiel ubuden gæst fravælger netop dit hjem, men du kan vælge at sikre dit hus og gøre det så besværligt for en tyv som muligt at entrere dit hjem.